Sådan føles det at blive fyret – meget langt indlæg

Lad mig starte med at sige, at jeg har ondt af de chefer, der har siddet eller skal sidde i den stol, hvorfra de skal fyre en medarbejder. Det er ufedt. Uanset hvordan man vender og drejer det.

Alligevel kan jeg forstå på nogle af de kommentarer der er kommet på mit forrige indlæg, at der ikke er vildt meget at støve op på internettet omkring det at blive fyret. Og pludselig sidder man i saksen. I den varme stol. Og skal have den besked ingen gider modtage: du er fyret.

Jeg har prøvet det to gange. Første gang var jeg gravid i 5. måned og jeg arbejdede som radiovært på en nyopstartet kommerciel station. Nova fm. Jeg var morgenvært. Det der skete her, var at den danske direktion fik besked på at lukke stationen ned, pånær ganske få medarbejdere, der skulle stå for at holde fm-båndet varmt, indtil der igen var penge til at kunne ansætte værter.

Måden det foregik på var, at vi aftenen forinden, fik en mail, hvor der stod at vi skulle møde op til fællesmøde næste morgen.

Det var en såkaldt massefyring, så efter en tådevædet afskedstale fra den daværende direktør, der var tydeligt og helt forståeligt berørt af situationen, blev vi bedt om at stille os op i to rækker og gå frem mod vedkommende, der skulle udlevere en konvolut. Dem, hvis konvolut, indeholdt beskeden: Gå til mødelokale 1, var homesafe. Lidt værre var det hvis man fik besked om at gå til mødelokale 2. Det var nemlig for de fyrede.

Det var en tragikomisk oplevelse, men på en eller anden måde, så var det spiseligt, fordi stort set alle blev fyret og derfor var stemningen i mødelokale 2 en god blanding af chok, tårer, latter, fællesskab og “det-skal-nok-gå-stemning.”

Altså det var ikke fedt vel. Overhovedet ikke. Og jeg var i to dage meget i tvivl om min fratrædelsesordning, fordi jeg var gravid. Den startede heller ikke godt. Den ordning. Men den endte godt og således fik jeg en meget lang barsel. Faktisk var det på det tidspunkt, jeg startede min blog. På en bar røv og med en fyring indenfor vesten, men den blog åbnede op for en hel ny verden. Og jeg vil gå så langt som til at sige, at den blog forandrede mit liv og reddede min røv og jeg fik så ufatteligt mange sjove oplevelser, som jeg er så helt utroligt taknemmelig for.

Så egentligt. Tak. Fordi jeg blev fyret. Dengang.

Anden fyring. Knap så fed. Ikke fordi den første var fed. Men den her var SLET ikke fed. Mage til røvtursfornemmelse skal man lede længe efter.

Jeg var sjovt nok også radiovært på en nyopstartet radiostation. Den lå på Fyn og var en del af Fynske Medier, der efter to år skulle slåes sammen med Jyske Medier. To store mediehuse, der skal slåes sammen. You do the math. Massefyringer coming up.

Det der var med den her radiostation – var speciel. Jeg blev tilbudt jobbet mens jeg var separeret fra min – nu igen – eksmand. Jobbet lå på Fyn, så det ville betyde en flytning. Væk fra København, hvor jeg ellers havde resideret i knap 20 år på det tidspunkt. Der var meget på spil. Jeg skulle blandt andet finde ud af med min eksmand, om han ville være med til at flytte fra København og til Vejle og i så fald; skulle vi flytte sammen igen eller skulle vi stadig bo hver for sig? Hårh mand, det var en vild tid. Jeg ville SÅ gerne have det job, men for fanden, at skulle starte ALT op fra scratch med unger i ny skole og børnehave, flytte sammen med eksmand, starte nyt arbejde, det tror jeg nok jeg har læst et sted, at det simpelthen er det dummeste man kan gøre.

Well. Det var det vi endte med at gøre. Så jeg startede på det nye arbejde i marts. Og vi flyttede endeligt i april. Til Vejle. Det var sgu vildt nok.

Nåmmen. På den radiostation var der nogle mennesker ansat som kom til at betyde uendeligt meget for mig. Midt i alt det der også var benhårdt, havde vi det virkeligt virkeligt sjovt. Der blevet gået til makronerne, fordi vi var nye på markedet og det var nyt at et avishus som Fynske Medier, havde en kommerciel radiostation, der tordnede afsted på den måde. Så. Der skulle bevises. Og knokles.

Jeg havde mit eget program om formiddagen og det var en rigtig god blanding af alverdens virkelig vidunderlige mega kendte gæster og ditto ukendte. Rigtigt mange koncerter, som vi afholdte, både udendørs og indendørs, møder med søde lyttere og søde musikere, vi havde til at optræde. Øl og hornmusik. Gak og løjer, som nok er det mest tarvelige ord, men som er meget sigende om den tid. Det føltes ofte som et cirkus.

Den dag kom dog, hvor vi alle blev indkaldt til et kæmpe fællesmøde, hvor vi fik beskeden, at Fynske Medier skulle sammenlægges, fusioneres, med Jyske Medier. Vi var (tror jeg nok) fem radiostationer og vi vidste godt, at der ikke var plads til at køre fem radiostationer. Men. Helt ærligt. Jeg var totalt i chok, da vi efterfølgende havde et skypemøde med vores chef, der kunne fortælle at han var blevet fyret.

Jeg var simpelthen så ked af det. Og det var bare starten på alt det morads, der kom i kølvandet. Det føltes som dengang jeg var barn og var i gang med verdens sjoveste leg og så skulle hjem. Hold fast jeg har kørt mange gange hjem på min gule SCO og stakåndet spurgt om ikke nok please-please jeg måtte blive bare en time længere ude, så jeg lige kunne vride det sidste ud af legen inden solen gik ned og det var sengetid. Den følelse.

Legen var stoppet nu. Min chef, som jeg holdt meget af og som jeg stadig holder meget af, som det menneske han er, ja han kunne nu se sin fremtid lidt efter i sømmene, mens han gik og tyggede på sin fyreseddel.

Vi tre værter blev overtaget af en af de andre radiostationer og blev flyttet til Kolding, hvorfra vi skulle sende vores sidste timer. Eller vi vidste faktisk ikke OM det blev vores sidste timer, men vi vidste at nogle skulle fyres. Ikke hvor mange.

En dag fik vi af vide, at chefen fra en af de andre radiostationer ville holde et lille interview med os allesammen, for at se, hvordan man eventuelt kunne lave en ny sammensætning af værter eller også hvem, der svarede således, at man som vært ikke passede ind i gamet. Det var et dybt underligt interview. Mest fordi alle de værdier vi havde på vores radiostation ikke var nogle man arbejdede med på de andre stationer. Blandt andet husker jeg, at denne chef under samtalen sagde: “Ja vi er jo en rigtig mandekanal.” Hvad fanden betød det? Jeg syntes, no offence, det var det mest latterlige jeg havde hørt længe og jeg var tæt på at svare ham, at det kunne man også tydeligt høre, men jeg fornemmede at det ikke var super fed timing at gå ind i en kønsdiskussion lige dér.

Jeg gik derfra og begyndte at have mine tvivl om jeg ville ryge med videre som vært eller om jeg ville ryge for good. Imens skulle der stadig sendes fire timers radio om dagen. Det var sgu lidt en sejtrækker.

En uges tid efter blev jeg indkaldt på chefens kontor. Der sad han. Og en anden mand, som arbejdede med events i det andet mediehus. Vi skulle hilse på hinanden. Jeg så absolut ingen sammenhæng i mit værtsskab og så at jeg skulle mødes med en der arbejdede med events. Men hvad jeg senere skulle finde ud af, var at det møde var en listepik. Det lå nemlig allerede i kortene at jeg skulle fyres som vært, og derfor ville man tilbyde mig et job i eventafdelingen, som også bestod i at tage sig af de kunder, der var abonnenter på avisen, som derigennem kunne købe rejser til en billigere penge. Wtf!

Jeg gik derfra efter jeg havde afgivet et stort og rungende “NEJ TAK” til at skulle arbejde med events. Men jeg var forvirret. For jeg var jo ikke blevet fyret endnu. Og min nye chef, sagde på vej ud af døren, at jeg gerne måtte beskrive en eventuel stilling i den eventafdeling, hvis det skulle blive aktuelt.

Lidt i forvirring. Lidt i desperation. Skrev jeg så det oplæg.

Det var meget ubehageligt at gå på arbejde de næste dage. Min medvært og jeg var oprørte og da jeg nævnte for ham at jeg nok var den der skulle fyres kiggede han vantro på mig. “Nej!! De fyrer sguda ikke dig. Måske mig. Men da ikke dig. Det er jo dig, der finder på alt det sjove vi laver, det kan de sguda ikke.” (Dermed ikke sagt at jeg følte mig bedre end mine kolleger. At all. Vi kunne noget forskelligt).

Men det kunne de.

En tirsdag. En time før jeg skulle i studiet og sende mit radioprogram, blev jeg kaldt ind på chefens kontor. Da jeg åbnede døren vidste jeg at jeg skulle fyres. Han hev hurtigt et stykke papir frem og sagde; “Jeg hader bare det her. Jeg hader det simpelthen. Men du skal afskediges. Så hvis du lige vil skrive under her.”

Jeg var rystet. Faktisk. Og jeg kan huske, at jeg spurgte, hvorfor det blev mig, de fyrede. Hvad var grunden? Hvorfor skulle de to andre værter fra stationen ikke fyres? Hvorfor blev INGEN af de andre værter fra de andre to stationer fyret?

Han fik fortalt mig, at mine to kolleger ville fortsætte, men at de lukkede vores station ned. At mine to kolleger ville blive rykket over på den ene af de to blivende stationer, og fortsætte som hhv. morgenvært og formiddagsvært. Den sved. For jeg har aldrig følt mig som en dårlig vært. Jeg synes jeg kom med meget. Der var i forvejen meget få kvinder på de to blivende radiostationer, og da kvinder er en stor del af målgruppen og jeg havde et bagkatalog i at skrive for og til kvinder, hvorfor så alverden smide mig på porten?

Jeg fik ikke noget specifikt svar, men i mellemtiden var min meget tætte kollega kommet ind i lokalet og fik nyheden. Han fik tårer i øjnene. Faktisk. Og var meget meget ked af det. Og forvirret. Og havde en halv time inden han skulle i studiet og sende fire timers radio. Nu alene. Det kan bedst beskrives som at to søskende skal splittes op, fordi den ene skal på børnehjem og den anden skal bo hos en meget rig, men dum, familie.

Jeg husker at jeg bare ville ud. Jeg ville hjem. Jeg lånte min chefs meget dyre Mercedes og kørte så hurtigt jeg kunne hjem til mit nyindkøbte hus og prøvede ikke at gå i panik over at været flyttet landsdel, til min hjemby, hvor jeg praktisk talt ikke kendte et øje mere, fordi jeg havde arbejdet i Odense i to år og derfor bare var hjemme, når ikke jeg sad på min pind i Odense.

Jeg sad i mit køkken. Min eksmand sad på bordet. “Vi skal nok klare det”, sagde han. Jeg var i chok. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. For jeg havde jo lugtet lunten og jeg kunne også hurtigt resonere mig frem til, hvorfor det var mig der røg. Men jeg tror aldrig man kan forberede sig på, hvordan ens krop reagerer på den melding.

Jeg var nødt til at gå på dagpenge, i en periode, for jeg havde absolut intet netværk til hurtigt at få oparbejdet en kundekreds, hvis jeg skulle freelance. Og skulle jeg det? Hvad skulle jeg egentligt nu? Hvor skulle jeg gå hen? Vi boede nu i Jylland og jeg kendte slet ikke rigtigt til de stillinger der fandtes i Jylland. Eller kendte nok mennesker, til at kunne gribe knoglen og sige: “hallo, jeg skal bare i gang med at arbejde lige med det samme, kender du nogle, der kender nogle.”

Og så startede nedturen.

Jeg sov helt vildt meget det næste halve år. Min krop var så gennemtræt af tryk på, flytning, genetablering med min eksmand, børn i nye skoler og børnehaver, at være tilbage i den by jeg så gladeligt forlod 20 år tidligere. Og alt det med småt, som ville blive for langt at skrive om her.

Spoler jeg frem til i dag er det helt helt tydeligt at lediggang virkelig ikke er godt for sjælen. Ikke min i hvert fald. Man starter on a high note og langsomt svinder håbet. Man prøver at bevare optimismen, når det rigtige job ikke findes, men prøver at forlige sig med at skulle have et arbejde, blot for pengenes skyld. Der er den konstante følelse af være i et system og skulle dokumentere at man søger to jobs om ugen, man skal til samtaler, som ingen vegne fører udover at jobcentret kan sætte et kryds ved at man har været der.

Det skal siges at jeg har været meget glad for Connie fra Jobcentret. Hun var sgu sød. Og energisk. Og med på at hjælpe hvor hun kunne. Jeg synes bestemt at jeg har fået en super god behandling i et firkantet system, så jeg er ikke utaknemmelig for den mulighed jeg har haft. Men møderne handlede mest om hvad jeg ville med mit liv, hvilket kan være svært at svare på, når det sådan set er hele problematikken. At man skal sidde der på en 7’er stol fra 90’erne, med koboltblå uldbetræk og under et neonrør svare på hvad man egentligt vil med sit liv.

Og det er det, der sker med lediggang. Man mister grebet om den man er. Når man er færdig med at gå ture ved fjorden og nyde at man trods alt også har fri til at tænke store tanker, for mit vedkommende, at skrive og glædes over at man kan tage til Århus og sidde og glo på mennesker en hel dag, hvis det er det man vil. Så møder man muren.

Det holder hurtigt op med at være sjovt. Meget hurtigt. Man er hver dag larmende klar over at man ikke er en del af et fællesskab mere. Man ved godt, at man burde ræse land og rige rundt og udnytte tiden til at suge viden til sig. Jeg kunne jo for helvede have lært at tale flydende italiensk i den tid jeg har været ledig. Så ville jeg kunne have siddet i Rom og sagt; “Sono disoccupato” og det er immervæk mere eksotisk end at stå i køen i Fakta i Bredballe Centret og føle arbejdsløsheden, fordi man handler kl. 10.30 om formiddagen. Og det ikke var fordi man havde en fridag.

“Vend det til noget positivt”, er der mange der har sagt. Ja. Og det vil man også gerne. Det er bare svært. Fordi man er så utroligt meget alene, og man er meget hjemme og man har det hele tiden en lidt halvnervøs stemme i hovedet der siger; “fuck-fuck-fuck.” For tiden går og den går hurtigt og ens selvbillede er udfordret. Man kan ikke diske op med et CV, der bugner af fede projekter og en eller anden dag går det op for en at bitterheden er kommet snigende. Hvorfor mig? Hvorfor skal de andre have råd til at tage på ferie? Købe nyt tøj?

Midt i det hele blev jeg skilt. Igen.

Det var ikke en dramatisk skilsmisse. Men det er aldrig nogensinde et ønskescenarie. Og da slet ikke at skulle skrive fraskilt og arbejdsløs på sit visitkort.

Er det hele bare noget lort så? Nej.

Det er det slet ikke. Men jeg er der hvor jeg er desperat efter at tjene nogle penge, så jeg fx. kan købe mig en lille bil, så jeg ikke skal planlægge ethvert indkøb fire dage i forvejen, fordi jeg bor i en udørk, hvor man skal vandre en km op ad bakke hver eneste gang man har glemt at købe æg. Jeg savner kollegaer. Jeg savner at bruge min hjerne på andet end bekymringer. Jeg savner at snakke med mennesker. Jeg savner fællesskab. Jeg savner at blive udfordret. Jeg savner at give noget af alt det jeg er god til videre. Jeg savner. Stort set alt der er ved at have et arbejdsliv.

Men what’s cooking? Tænker du måske. Jo. Jeg har et projekt på trapperne, som jeg har sat alt ind på skal blive godt. men det er ikke et arbejde-arbejde. Det er noget jeg brænder for at lave uanset om jeg kommer til at tjene penge på det eller ej. Altså 100% lystpræget. Og fordi jeg ikke kan lade være. Imellemtiden render jeg rundt med 180 km i timen for at søge arbejde eller for at strikke et arbejdsliv sammen, som rimer på delemor med ditto udgifter og køren til spejder og fodbold og alt det der er hældt ind i en hverdag.

Jeg ville lyve, hvis ikke jeg følte mig desperat. Og jeg ville lyve, hvis jeg ikke har det stramt med at have den erfaring jeg har, den alder jeg har, den ro og dygtighed der følger med, når man bliver ældre og så freaking fucking ikke har nogle steder at gå hen med den. Og jeg ville lyve, hvis ikke jeg var i absolut panik over at jeg endnu ikke har landet et arbejde, der kan give mig økonomisk ro for en tid og som jeg forhåbentlig også ville kunne lide.

Jeg har en lidt halvskæv arbejdsprofil, fordi jeg har lavet meget forskelligt og fordi jeg har lavet radio i så mange år. Det kan være svært at forklare arbejdsgivere, at mange af de skills man bruger, når man laver kommerciel radio også kan overføres til en kommunikationsstilling. Og alt for mange gange er jeg endt i opløbet som de eneste to tilbage, og så var det mig der røg.

Den svider. Fordi jeg VED jeg er dygtig. Og kreativ. Og arbejdssom. Og lærenem. Og opfindsom. Og en god kollega, der hælder en del ned i et godt fællesskab. Jeg inspirerer andre mennesker og jeg vil altid gerne hjælpe. Jeg er ikke bange for at smøge ærmerne op og få noget fra hånden og fordi jeg kan så mange ting, så får man en masse ved at ansætte mig.

Jeg ved ikke hvordan jeg sætte et punktum i det her meget lange indlæg? Jeg tror bare jeg vil sige tak, hvis du er nået hertil i din læsning. Og jeg vil på forhånd sige tak, hvis du sender lidt god karma og energi i min retning. Jeg har brug for det.

Laters Alligators.

Reklamer

Pilgrimsrejse

Der har været stille lidt. Lidt for stille. Men det er fordi jeg blev grebet af en kommentar jeg fik. Og så måtte jeg gribe i egen barm. Lidt.

Kommentaren lød på at det var træls, at jeg skrev en to, tre, fire gange om det her med at blogge hver dag i 365 dage, at det faktisk var svært at nå. At få til at løbe rundt. At der ofte er for meget støj på linjen til at det kan lade sig gøre. Og at jeg dermed ikke havde fået skrevet som jeg lovede mig selv.

Det fik mig til at tænke.

Hvorfor lagde jeg ud med at sige det? Hvorfor havde jeg en tanke om at gøre det? Hvorfor ikke tvinge de blogindlæg ud, når nu det var præmissen. Det var jo det benspænd, som jeg syntes kunne være spændende. For at se hvilken udvikling det kunne give.

Det var en forkert præmis. Jeg kan ikke holde det. Min hverdag og mit liv de sidste to år har fået for meget vand under den bro jeg sidder på. Vandet er ikke helt løbet igennem endnu. Som det skal. For at der er det berømte flow.

Jeg har masser på hjerte. Masser. Men jeg er et meget andet og sværere sted end jeg har været før i mit liv. Og det havde jeg glemt. Jeg er ikke hende, der skriver til magasiner mere. Eller aviserne. Eller laver radio. Eller skriver bøger. Jeg har ikke skrevet kontinuerligt i lang tid og jeg har heller ikke mange der læser med her endnu. Så der skal skrives for min egen skyld og jeg tror ikke jeg har syntes, at jeg var vigtig nok til at jeg er vigtig nok at overholde en aftale med. Det kan man jo så gå og fundere lidt over.

Jeg vil fremover. Her på bloggen. Udkomme når jeg ikke kan lade være. Ikke på grund af en præmis jeg selv har sat.

Det må være den nye præmis.

Jeg vil dele mine tanker om at blive fyret og tiden derefter, for jeg synes det er et vildt vigtigt emne, som er kommet bag på mig. Emnet. At blive fyret. Det har nemlig haft langt større konsekvenser end man lige går og regner med og kan se med det blotte øje.

Men indtil da, så vil jeg dele en anbefaling med dig. Og det er Michael Bertelsens pilgrimsvandring i Japan, som er blevet til et dokumentar, der vises på DR 2. Første afsnit kan du se her. Mit liv har de sidste to år føltes ligesådan. Som en vandring. Bare indendøre. I et hus. Og nu i en lejlighed.

Vi skrives ved snart igen.

 

Skriftestolen

Velkommen til Skriftestolen. Den holder åbent her på kanalen hver torsdag frem til midnat. Den stiller sig til rådighed for dig, der måtte have lidt vrede, galde, irritation eller råben at skulle af med. Og du skal bare give den gas.

Reglen er blot at vi ikke disser specifikke mennesker. Offentligt. Okay? Det vil sige, at du gerne må hate på Bilka, men du må ikke hate på den søde ekspedient Niels, der måske lige havde en skidt dag, den dag du stod i køen med fire schweitziske oste uden stregkoder og derfor blev muggen.

En anden regel er at man ikke må blande sig i de andre brok. Man må altså ikke begynde at overbevise om at det hele nok skal gå. At de 10 kg nok skal tabe sig selv, for det har man selv prøvet da man var på LCHF kur og hvis jeg kan, så kan du også. NEJ! Det kan jeg IKKE. Kort sagt, du må ikke komme med gode velmenende råd. Eller sige du har det værre. Eller at sultne børn i Afrika har det værre.

Torsdag er luk luft ud af trykkogeren. Frihjul til brok. Og eder og forbandelser. Kl. 24.00 holder vi kæft igen og så er alt godt. Igen. Vi finder ud af hvor mange gode ting vi har i vores liv, hvor mange der hjælper os og støtter os.

Godt så. Jeg starter.

Jeg er RØVhamrende træt af at jeg ikke har et rigtigt arbejdsliv, fordi jeg blve fyret i en åndssvag fusion af to arbejdspladser. Det er ikke lykkedes mig at finde mit perfect match med en arbejdsplads og for satan! Det er træls. For. Jeg har ikke råd til en bil. Jeg bor i en udørk, hvor bussen kører een gang i timen og det er komplet gak, fordi jeg har børn, der går til spejder og fodbold x 2 om ugen i en anden ende af udørken. Hvis jeg skal handle, skal jeg gå 2 km op ad bakke og i Vejle er det fandme op ad bakke. Så det der med at få hentet den der pakke kylling man glemte, da man havde lånt en bil, gider man at hente den? You do the math. Jeg har heller ikke et par bukser jeg kan passe. Jeg skal tabe mig mindst 17 kg. Ja. Nemlig. Og det skulle jeg hilse at sige går utroligt meget mere langsomt END JEG SYNES ER FEDT!!

RØV OG NØGLER
TISSEMÆND PÅ BØJLER
PIKANTILOPER DER DANSER
MENS ALLE DEM MED PENGE STÅR OG SVANSER

REND MIG MED JERES MONETER
JEG SIDDER OG KIGGER PÅ PLANETER
DEM DER ER FULDE AF DIAMANTER
EN DAG BLIVER DE MINE OG SÅ KØBER JEG EN PANTER

EN DAG BLIVER ALTING GODT
MEN I DAG ER ALTING NOGET SNOT
HOLD KÆFT MED DIN OPTIMISME
JEG SKAL UD OG SMØRE MIG EN OSTEMAD

Og så er det din tur. Enjoy.

 

GUCCI

Med mine mange timer på ryggen og med god tid til at læse hele internettet, på grund af Tandpinen Fra Deathrow, så faldt jeg over denne artikel fra Dazed, som var så venlige at vise noget fra GUCCI’s 2018 kampagne, hvor de har brugt almindelige borgere fra Rom som modeller. Jeg er totalt vild med det.

Screen Shot 2017-09-20 at 10.01.59.png

Se resten af de fede billeder her ——> HURRA FOR GUCCI 2018.

Tandpine – nu med feber ..og lidt om Maren Uthaug

Never have I ever. Prøvet noget der gjorde så ondt. Næst efter veer. Faktisk var der momenter af tandpinen, som føltes værre end veer. Det var dog helt sindssygt.

Tandpinen er ikke helt så slem i dag, til gengæld har min krop været så venlig at diske op med feber, så jeg ikke kan komme til min tandlægetid. Det er røv. Og nøgler.

Jeg har set alt på Netflix. Toppen af Poppen. Vild med Dans. Programmer på DR, som jeg aldrig ville have set og så skal jeg da lige love for at det har været kedeligt.

Det er jo så heller ikke fordi det jeg skriver nu er sindsoprivende, men energien rækker ikke til meget mere. Hvad gør man så? Ja så må man låne. Derfor får du her De 10 Vigtigste Bud jeg længe har læst, formuleret af den gode Maren. JEG SAVNER DIG Maren! Maren og jeg startede med at blogge på nogenlunde samme tid. I 2009. Det resulterede i fælles foredrag og så var vi så latterlige at love vores læsere, at vi ville løbe 10 km til et Femina løb. Mig i en pink hjemmesyet dragt, som hvinede til himlen. Det var dengang.

Siden skød Maren med raketfart ud i universet med sine vidunderlige streg-tegninger, to romaner og resten var historie.

Når jeg tænker tilbage på den tid, så har jeg det lidt som om, at alle os der bloggede dengang, var en form for soldaterkammerater. Vi bloggede på et tidspunkt, hvor det med blogs for alvor tog fart og hvor man begyndte at tænke på, at der kunne være penge i det. Jeg lyder herregammel, når jeg taler om det, men det var en rar tid. Folk bloggede, fordi de ikke kunne lade være. Ikke fordi de fik penge for det. I dag behøver man jo ikke at kunne stave, for at tjene penge på sin blog. Lidt ærgerligt synes jeg. Men det er en anden snak, som jeg har for meget feber til at kunne skrive noget fornuftigt om.

Indtil jeg er tilbage, får du her Marens 10 Bud.

Screen Shot 2017-09-20 at 09.49.04

Hvis du ikke har lyst til at sidde med hovedet helt ind i skærmen, anvende lup eller forstørrelsesglas, så er link til De 10 Bud HER. 

Jeg har tandpine

Sådan mega nas. Ja jeg skal til tandlægen. På onsdag. Indtil da må I lige bære over med mig og de 365 dages blogging. Sporadiske indlæg vil forekomme imens jeg sidder som en anden cowboy og hælder whiskey ned i min tand.

Av.

Om at samtale med sine (drenge) børn

Er der noget jeg i mit morskab er særligt stolt af, så er det at mine drenge er gode til at samtale. Det er de bare. For nyligt fyldte min mor 70 år og holdte selvfølgelig en ordentligt syg fest. Masser af mennesker, masser af taler, rig mulighed for at røvkede sig, når man er hhv. 10 og 8 år. Men det gjorde de ikke. De snakkede. Delte sange ud. Og snakkede lidt mere.

Det varmede mig. At jeg kunne se, at de voksne fra bordet ikke talte til dem, som om de var pattebørn, men som mennesker. Små mennesker, bevares, men de bød ind med spørgsmål og undren og underholdning.

Som drengemor er det vitterligt noget jeg går op i. At de kan samtale og at de evner at lytte. Og spørge ind. For det får de så rigeligt brug for. Hold kæft hvor kommer de til at sidde mange gange med en kvinde ved deres side og lytte og holde i hånd og trøste og de kommer helt sikkert til at sidde og tænke over hvad de skal se på YouTube, når den her kvinde, snart er færdig med at hælde vand ud af ørerne, men hvis de kan være nærværende imens, og nærværende i det hele taget, så har jeg gjort min pligt som mor.

Amen.