Sådan føles det at blive fyret – meget langt indlæg

Lad mig starte med at sige, at jeg har ondt af de chefer, der har siddet eller skal sidde i den stol, hvorfra de skal fyre en medarbejder. Det er ufedt. Uanset hvordan man vender og drejer det.

Alligevel kan jeg forstå på nogle af de kommentarer der er kommet på mit forrige indlæg, at der ikke er vildt meget at støve op på internettet omkring det at blive fyret. Og pludselig sidder man i saksen. I den varme stol. Og skal have den besked ingen gider modtage: du er fyret.

Jeg har prøvet det to gange. Første gang var jeg gravid i 5. måned og jeg arbejdede som radiovært på en nyopstartet kommerciel station. Nova fm. Jeg var morgenvært. Det der skete her, var at den danske direktion fik besked på at lukke stationen ned, pånær ganske få medarbejdere, der skulle stå for at holde fm-båndet varmt, indtil der igen var penge til at kunne ansætte værter.

Måden det foregik på var, at vi aftenen forinden, fik en mail, hvor der stod at vi skulle møde op til fællesmøde næste morgen.

Det var en såkaldt massefyring, så efter en tådevædet afskedstale fra den daværende direktør, der var tydeligt og helt forståeligt berørt af situationen, blev vi bedt om at stille os op i to rækker og gå frem mod vedkommende, der skulle udlevere en konvolut. Dem, hvis konvolut, indeholdt beskeden: Gå til mødelokale 1, var homesafe. Lidt værre var det hvis man fik besked om at gå til mødelokale 2. Det var nemlig for de fyrede.

Det var en tragikomisk oplevelse, men på en eller anden måde, så var det spiseligt, fordi stort set alle blev fyret og derfor var stemningen i mødelokale 2 en god blanding af chok, tårer, latter, fællesskab og “det-skal-nok-gå-stemning.”

Altså det var ikke fedt vel. Overhovedet ikke. Og jeg var i to dage meget i tvivl om min fratrædelsesordning, fordi jeg var gravid. Den startede heller ikke godt. Den ordning. Men den endte godt og således fik jeg en meget lang barsel. Faktisk var det på det tidspunkt, jeg startede min blog. På en bar røv og med en fyring indenfor vesten, men den blog åbnede op for en hel ny verden. Og jeg vil gå så langt som til at sige, at den blog forandrede mit liv og reddede min røv og jeg fik så ufatteligt mange sjove oplevelser, som jeg er så helt utroligt taknemmelig for.

Så egentligt. Tak. Fordi jeg blev fyret. Dengang.

Anden fyring. Knap så fed. Ikke fordi den første var fed. Men den her var SLET ikke fed. Mage til røvtursfornemmelse skal man lede længe efter.

Jeg var sjovt nok også radiovært på en nyopstartet radiostation. Den lå på Fyn og var en del af Fynske Medier, der efter to år skulle slåes sammen med Jyske Medier. To store mediehuse, der skal slåes sammen. You do the math. Massefyringer coming up.

Det der var med den her radiostation – var speciel. Jeg blev tilbudt jobbet mens jeg var separeret fra min – nu igen – eksmand. Jobbet lå på Fyn, så det ville betyde en flytning. Væk fra København, hvor jeg ellers havde resideret i knap 20 år på det tidspunkt. Der var meget på spil. Jeg skulle blandt andet finde ud af med min eksmand, om han ville være med til at flytte fra København og til Vejle og i så fald; skulle vi flytte sammen igen eller skulle vi stadig bo hver for sig? Hårh mand, det var en vild tid. Jeg ville SÅ gerne have det job, men for fanden, at skulle starte ALT op fra scratch med unger i ny skole og børnehave, flytte sammen med eksmand, starte nyt arbejde, det tror jeg nok jeg har læst et sted, at det simpelthen er det dummeste man kan gøre.

Well. Det var det vi endte med at gøre. Så jeg startede på det nye arbejde i marts. Og vi flyttede endeligt i april. Til Vejle. Det var sgu vildt nok.

Nåmmen. På den radiostation var der nogle mennesker ansat som kom til at betyde uendeligt meget for mig. Midt i alt det der også var benhårdt, havde vi det virkeligt virkeligt sjovt. Der blevet gået til makronerne, fordi vi var nye på markedet og det var nyt at et avishus som Fynske Medier, havde en kommerciel radiostation, der tordnede afsted på den måde. Så. Der skulle bevises. Og knokles.

Jeg havde mit eget program om formiddagen og det var en rigtig god blanding af alverdens virkelig vidunderlige mega kendte gæster og ditto ukendte. Rigtigt mange koncerter, som vi afholdte, både udendørs og indendørs, møder med søde lyttere og søde musikere, vi havde til at optræde. Øl og hornmusik. Gak og løjer, som nok er det mest tarvelige ord, men som er meget sigende om den tid. Det føltes ofte som et cirkus.

Den dag kom dog, hvor vi alle blev indkaldt til et kæmpe fællesmøde, hvor vi fik beskeden, at Fynske Medier skulle sammenlægges, fusioneres, med Jyske Medier. Vi var (tror jeg nok) fem radiostationer og vi vidste godt, at der ikke var plads til at køre fem radiostationer. Men. Helt ærligt. Jeg var totalt i chok, da vi efterfølgende havde et skypemøde med vores chef, der kunne fortælle at han var blevet fyret.

Jeg var simpelthen så ked af det. Og det var bare starten på alt det morads, der kom i kølvandet. Det føltes som dengang jeg var barn og var i gang med verdens sjoveste leg og så skulle hjem. Hold fast jeg har kørt mange gange hjem på min gule SCO og stakåndet spurgt om ikke nok please-please jeg måtte blive bare en time længere ude, så jeg lige kunne vride det sidste ud af legen inden solen gik ned og det var sengetid. Den følelse.

Legen var stoppet nu. Min chef, som jeg holdt meget af og som jeg stadig holder meget af, som det menneske han er, ja han kunne nu se sin fremtid lidt efter i sømmene, mens han gik og tyggede på sin fyreseddel.

Vi tre værter blev overtaget af en af de andre radiostationer og blev flyttet til Kolding, hvorfra vi skulle sende vores sidste timer. Eller vi vidste faktisk ikke OM det blev vores sidste timer, men vi vidste at nogle skulle fyres. Ikke hvor mange.

En dag fik vi af vide, at chefen fra en af de andre radiostationer ville holde et lille interview med os allesammen, for at se, hvordan man eventuelt kunne lave en ny sammensætning af værter eller også hvem, der svarede således, at man som vært ikke passede ind i gamet. Det var et dybt underligt interview. Mest fordi alle de værdier vi havde på vores radiostation ikke var nogle man arbejdede med på de andre stationer. Blandt andet husker jeg, at denne chef under samtalen sagde: “Ja vi er jo en rigtig mandekanal.” Hvad fanden betød det? Jeg syntes, no offence, det var det mest latterlige jeg havde hørt længe og jeg var tæt på at svare ham, at det kunne man også tydeligt høre, men jeg fornemmede at det ikke var super fed timing at gå ind i en kønsdiskussion lige dér.

Jeg gik derfra og begyndte at have mine tvivl om jeg ville ryge med videre som vært eller om jeg ville ryge for good. Imens skulle der stadig sendes fire timers radio om dagen. Det var sgu lidt en sejtrækker.

En uges tid efter blev jeg indkaldt på chefens kontor. Der sad han. Og en anden mand, som arbejdede med events i det andet mediehus. Vi skulle hilse på hinanden. Jeg så absolut ingen sammenhæng i mit værtsskab og så at jeg skulle mødes med en der arbejdede med events. Men hvad jeg senere skulle finde ud af, var at det møde var en listepik. Det lå nemlig allerede i kortene at jeg skulle fyres som vært, og derfor ville man tilbyde mig et job i eventafdelingen, som også bestod i at tage sig af de kunder, der var abonnenter på avisen, som derigennem kunne købe rejser til en billigere penge. Wtf!

Jeg gik derfra efter jeg havde afgivet et stort og rungende “NEJ TAK” til at skulle arbejde med events. Men jeg var forvirret. For jeg var jo ikke blevet fyret endnu. Og min nye chef, sagde på vej ud af døren, at jeg gerne måtte beskrive en eventuel stilling i den eventafdeling, hvis det skulle blive aktuelt.

Lidt i forvirring. Lidt i desperation. Skrev jeg så det oplæg.

Det var meget ubehageligt at gå på arbejde de næste dage. Min medvært og jeg var oprørte og da jeg nævnte for ham at jeg nok var den der skulle fyres kiggede han vantro på mig. “Nej!! De fyrer sguda ikke dig. Måske mig. Men da ikke dig. Det er jo dig, der finder på alt det sjove vi laver, det kan de sguda ikke.” (Dermed ikke sagt at jeg følte mig bedre end mine kolleger. At all. Vi kunne noget forskelligt).

Men det kunne de.

En tirsdag. En time før jeg skulle i studiet og sende mit radioprogram, blev jeg kaldt ind på chefens kontor. Da jeg åbnede døren vidste jeg at jeg skulle fyres. Han hev hurtigt et stykke papir frem og sagde; “Jeg hader bare det her. Jeg hader det simpelthen. Men du skal afskediges. Så hvis du lige vil skrive under her.”

Jeg var rystet. Faktisk. Og jeg kan huske, at jeg spurgte, hvorfor det blev mig, de fyrede. Hvad var grunden? Hvorfor skulle de to andre værter fra stationen ikke fyres? Hvorfor blev INGEN af de andre værter fra de andre to stationer fyret?

Han fik fortalt mig, at mine to kolleger ville fortsætte, men at de lukkede vores station ned. At mine to kolleger ville blive rykket over på den ene af de to blivende stationer, og fortsætte som hhv. morgenvært og formiddagsvært. Den sved. For jeg har aldrig følt mig som en dårlig vært. Jeg synes jeg kom med meget. Der var i forvejen meget få kvinder på de to blivende radiostationer, og da kvinder er en stor del af målgruppen og jeg havde et bagkatalog i at skrive for og til kvinder, hvorfor så alverden smide mig på porten?

Jeg fik ikke noget specifikt svar, men i mellemtiden var min meget tætte kollega kommet ind i lokalet og fik nyheden. Han fik tårer i øjnene. Faktisk. Og var meget meget ked af det. Og forvirret. Og havde en halv time inden han skulle i studiet og sende fire timers radio. Nu alene. Det kan bedst beskrives som at to søskende skal splittes op, fordi den ene skal på børnehjem og den anden skal bo hos en meget rig, men dum, familie.

Jeg husker at jeg bare ville ud. Jeg ville hjem. Jeg lånte min chefs meget dyre Mercedes og kørte så hurtigt jeg kunne hjem til mit nyindkøbte hus og prøvede ikke at gå i panik over at været flyttet landsdel, til min hjemby, hvor jeg praktisk talt ikke kendte et øje mere, fordi jeg havde arbejdet i Odense i to år og derfor bare var hjemme, når ikke jeg sad på min pind i Odense.

Jeg sad i mit køkken. Min eksmand sad på bordet. “Vi skal nok klare det”, sagde han. Jeg var i chok. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. For jeg havde jo lugtet lunten og jeg kunne også hurtigt resonere mig frem til, hvorfor det var mig der røg. Men jeg tror aldrig man kan forberede sig på, hvordan ens krop reagerer på den melding.

Jeg var nødt til at gå på dagpenge, i en periode, for jeg havde absolut intet netværk til hurtigt at få oparbejdet en kundekreds, hvis jeg skulle freelance. Og skulle jeg det? Hvad skulle jeg egentligt nu? Hvor skulle jeg gå hen? Vi boede nu i Jylland og jeg kendte slet ikke rigtigt til de stillinger der fandtes i Jylland. Eller kendte nok mennesker, til at kunne gribe knoglen og sige: “hallo, jeg skal bare i gang med at arbejde lige med det samme, kender du nogle, der kender nogle.”

Og så startede nedturen.

Jeg sov helt vildt meget det næste halve år. Min krop var så gennemtræt af tryk på, flytning, genetablering med min eksmand, børn i nye skoler og børnehaver, at være tilbage i den by jeg så gladeligt forlod 20 år tidligere. Og alt det med småt, som ville blive for langt at skrive om her.

Spoler jeg frem til i dag er det helt helt tydeligt at lediggang virkelig ikke er godt for sjælen. Ikke min i hvert fald. Man starter on a high note og langsomt svinder håbet. Man prøver at bevare optimismen, når det rigtige job ikke findes, men prøver at forlige sig med at skulle have et arbejde, blot for pengenes skyld. Der er den konstante følelse af være i et system og skulle dokumentere at man søger to jobs om ugen, man skal til samtaler, som ingen vegne fører udover at jobcentret kan sætte et kryds ved at man har været der.

Det skal siges at jeg har været meget glad for Connie fra Jobcentret. Hun var sgu sød. Og energisk. Og med på at hjælpe hvor hun kunne. Jeg synes bestemt at jeg har fået en super god behandling i et firkantet system, så jeg er ikke utaknemmelig for den mulighed jeg har haft. Men møderne handlede mest om hvad jeg ville med mit liv, hvilket kan være svært at svare på, når det sådan set er hele problematikken. At man skal sidde der på en 7’er stol fra 90’erne, med koboltblå uldbetræk og under et neonrør svare på hvad man egentligt vil med sit liv.

Og det er det, der sker med lediggang. Man mister grebet om den man er. Når man er færdig med at gå ture ved fjorden og nyde at man trods alt også har fri til at tænke store tanker, for mit vedkommende, at skrive og glædes over at man kan tage til Århus og sidde og glo på mennesker en hel dag, hvis det er det man vil. Så møder man muren.

Det holder hurtigt op med at være sjovt. Meget hurtigt. Man er hver dag larmende klar over at man ikke er en del af et fællesskab mere. Man ved godt, at man burde ræse land og rige rundt og udnytte tiden til at suge viden til sig. Jeg kunne jo for helvede have lært at tale flydende italiensk i den tid jeg har været ledig. Så ville jeg kunne have siddet i Rom og sagt; “Sono disoccupato” og det er immervæk mere eksotisk end at stå i køen i Fakta i Bredballe Centret og føle arbejdsløsheden, fordi man handler kl. 10.30 om formiddagen. Og det ikke var fordi man havde en fridag.

“Vend det til noget positivt”, er der mange der har sagt. Ja. Og det vil man også gerne. Det er bare svært. Fordi man er så utroligt meget alene, og man er meget hjemme og man har det hele tiden en lidt halvnervøs stemme i hovedet der siger; “fuck-fuck-fuck.” For tiden går og den går hurtigt og ens selvbillede er udfordret. Man kan ikke diske op med et CV, der bugner af fede projekter og en eller anden dag går det op for en at bitterheden er kommet snigende. Hvorfor mig? Hvorfor skal de andre have råd til at tage på ferie? Købe nyt tøj?

Midt i det hele blev jeg skilt. Igen.

Det var ikke en dramatisk skilsmisse. Men det er aldrig nogensinde et ønskescenarie. Og da slet ikke at skulle skrive fraskilt og arbejdsløs på sit visitkort.

Er det hele bare noget lort så? Nej.

Det er det slet ikke. Men jeg er der hvor jeg er desperat efter at tjene nogle penge, så jeg fx. kan købe mig en lille bil, så jeg ikke skal planlægge ethvert indkøb fire dage i forvejen, fordi jeg bor i en udørk, hvor man skal vandre en km op ad bakke hver eneste gang man har glemt at købe æg. Jeg savner kollegaer. Jeg savner at bruge min hjerne på andet end bekymringer. Jeg savner at snakke med mennesker. Jeg savner fællesskab. Jeg savner at blive udfordret. Jeg savner at give noget af alt det jeg er god til videre. Jeg savner. Stort set alt der er ved at have et arbejdsliv.

Men what’s cooking? Tænker du måske. Jo. Jeg har et projekt på trapperne, som jeg har sat alt ind på skal blive godt. men det er ikke et arbejde-arbejde. Det er noget jeg brænder for at lave uanset om jeg kommer til at tjene penge på det eller ej. Altså 100% lystpræget. Og fordi jeg ikke kan lade være. Imellemtiden render jeg rundt med 180 km i timen for at søge arbejde eller for at strikke et arbejdsliv sammen, som rimer på delemor med ditto udgifter og køren til spejder og fodbold og alt det der er hældt ind i en hverdag.

Jeg ville lyve, hvis ikke jeg følte mig desperat. Og jeg ville lyve, hvis jeg ikke har det stramt med at have den erfaring jeg har, den alder jeg har, den ro og dygtighed der følger med, når man bliver ældre og så freaking fucking ikke har nogle steder at gå hen med den. Og jeg ville lyve, hvis ikke jeg var i absolut panik over at jeg endnu ikke har landet et arbejde, der kan give mig økonomisk ro for en tid og som jeg forhåbentlig også ville kunne lide.

Jeg har en lidt halvskæv arbejdsprofil, fordi jeg har lavet meget forskelligt og fordi jeg har lavet radio i så mange år. Det kan være svært at forklare arbejdsgivere, at mange af de skills man bruger, når man laver kommerciel radio også kan overføres til en kommunikationsstilling. Og alt for mange gange er jeg endt i opløbet som de eneste to tilbage, og så var det mig der røg.

Den svider. Fordi jeg VED jeg er dygtig. Og kreativ. Og arbejdssom. Og lærenem. Og opfindsom. Og en god kollega, der hælder en del ned i et godt fællesskab. Jeg inspirerer andre mennesker og jeg vil altid gerne hjælpe. Jeg er ikke bange for at smøge ærmerne op og få noget fra hånden og fordi jeg kan så mange ting, så får man en masse ved at ansætte mig.

Jeg ved ikke hvordan jeg sætte et punktum i det her meget lange indlæg? Jeg tror bare jeg vil sige tak, hvis du er nået hertil i din læsning. Og jeg vil på forhånd sige tak, hvis du sender lidt god karma og energi i min retning. Jeg har brug for det.

Laters Alligators.

Reklamer

8 thoughts on “Sådan føles det at blive fyret – meget langt indlæg

  1. Tak for et rigtig godt indlæg. Jeg har desværre hverken skrive- eller andre jobs på hånden, så du må nøjes med karma og gode tanker. Jeg glæder mig til at høre om projektet, som jeg håber, håber kan give lidt medvind.

    Like

  2. Tak. Mange, mange tak fordi du sætter ord på hvordan det er at blive fyret. Jeg var en af dem, der lagde en kommentar på dit sidste indlæg og det gør mig så glad at du har skrevet det her indlæg, for det er så vigtigt og sårbart et emne.

    Jeg leder også efter job og når jeg engang bliver ansat et sted bliver du den første jeg vil ringe til hvis der skal hyres nogen til at skrive eller kommunikere nogetsomhelst.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s