Tandpine – nu med feber ..og lidt om Maren Uthaug

Never have I ever. Prøvet noget der gjorde så ondt. Næst efter veer. Faktisk var der momenter af tandpinen, som føltes værre end veer. Det var dog helt sindssygt.

Tandpinen er ikke helt så slem i dag, til gengæld har min krop været så venlig at diske op med feber, så jeg ikke kan komme til min tandlægetid. Det er røv. Og nøgler.

Jeg har set alt på Netflix. Toppen af Poppen. Vild med Dans. Programmer på DR, som jeg aldrig ville have set og så skal jeg da lige love for at det har været kedeligt.

Det er jo så heller ikke fordi det jeg skriver nu er sindsoprivende, men energien rækker ikke til meget mere. Hvad gør man så? Ja så må man låne. Derfor får du her De 10 Vigtigste Bud jeg længe har læst, formuleret af den gode Maren. JEG SAVNER DIG Maren! Maren og jeg startede med at blogge på nogenlunde samme tid. I 2009. Det resulterede i fælles foredrag og så var vi så latterlige at love vores læsere, at vi ville løbe 10 km til et Femina løb. Mig i en pink hjemmesyet dragt, som hvinede til himlen. Det var dengang.

Siden skød Maren med raketfart ud i universet med sine vidunderlige streg-tegninger, to romaner og resten var historie.

Når jeg tænker tilbage på den tid, så har jeg det lidt som om, at alle os der bloggede dengang, var en form for soldaterkammerater. Vi bloggede på et tidspunkt, hvor det med blogs for alvor tog fart og hvor man begyndte at tænke på, at der kunne være penge i det. Jeg lyder herregammel, når jeg taler om det, men det var en rar tid. Folk bloggede, fordi de ikke kunne lade være. Ikke fordi de fik penge for det. I dag behøver man jo ikke at kunne stave, for at tjene penge på sin blog. Lidt ærgerligt synes jeg. Men det er en anden snak, som jeg har for meget feber til at kunne skrive noget fornuftigt om.

Indtil jeg er tilbage, får du her Marens 10 Bud.

Screen Shot 2017-09-20 at 09.49.04

Hvis du ikke har lyst til at sidde med hovedet helt ind i skærmen, anvende lup eller forstørrelsesglas, så er link til De 10 Bud HER. 

Reklamer

Jeg har tandpine

Sådan mega nas. Ja jeg skal til tandlægen. På onsdag. Indtil da må I lige bære over med mig og de 365 dages blogging. Sporadiske indlæg vil forekomme imens jeg sidder som en anden cowboy og hælder whiskey ned i min tand.

Av.

Om at samtale med sine (drenge) børn

Er der noget jeg i mit morskab er særligt stolt af, så er det at mine drenge er gode til at samtale. Det er de bare. For nyligt fyldte min mor 70 år og holdte selvfølgelig en ordentligt syg fest. Masser af mennesker, masser af taler, rig mulighed for at røvkede sig, når man er hhv. 10 og 8 år. Men det gjorde de ikke. De snakkede. Delte sange ud. Og snakkede lidt mere.

Det varmede mig. At jeg kunne se, at de voksne fra bordet ikke talte til dem, som om de var pattebørn, men som mennesker. Små mennesker, bevares, men de bød ind med spørgsmål og undren og underholdning.

Som drengemor er det vitterligt noget jeg går op i. At de kan samtale og at de evner at lytte. Og spørge ind. For det får de så rigeligt brug for. Hold kæft hvor kommer de til at sidde mange gange med en kvinde ved deres side og lytte og holde i hånd og trøste og de kommer helt sikkert til at sidde og tænke over hvad de skal se på YouTube, når den her kvinde, snart er færdig med at hælde vand ud af ørerne, men hvis de kan være nærværende imens, og nærværende i det hele taget, så har jeg gjort min pligt som mor.

Amen.

 

Died by laughter

Screen Shot 2017-09-12 at 13.41.32.png

Noglegange er Facebook bare en guttermand. Som i dag, hvor den lige disker op med præcis den livsbesked jeg totalt kunne drømme om. At kunne leve af at være forfatter og så dø af grin. Come on. Dét gad jeg fandme godt.

Jeg kan, uden at jeg vil gå vildt meget i detaljer, sige, at jeg lige for tiden har brug for et mirakel i forhold til mit arbejdsliv. Hvis der var blevet givet ved dørene de sidste to år, så er der i dén grad blevet gået en stor fed fuckfinger-agtig bue uden om min dør. Hvis man tror på evnen til at manifestere, at man får de gaver man skal have af universet, at man tiltrækker det man har brug for, at alting sker fordi det skal, at vi ikke får større opgaver end vi kan klare, så kan jeg konstatere, at hele mit system for den slags herligheder er gået i stykker. Med et *klonk*!

Hvis hver enhed af de ovennævnte var et tandhjul i et stort klokkeværk, så føles det præcis som om de er trillet ud af klokketårnet på een gang. Farveller. Og her har jeg stået og ringet med min klokke lige siden.

Jeg har aldrig. Aldrig. Nogensinde. Prøvet at være så lang tid ude af det etablerede arbejdsmarked og jeg kan fuldkommen skrive under på, at man bliver vanvittig af ledighed. Al den tid. Alle de muligheder. Alt det man kan. Alt den tvivl, der sniger sig ind under huden. At den selvtillid man pludselig mangler. Følelsen af at alting flyder og man skal finde på noget i helvedes fart. Det er et sted at befinde sig, som kræver en soldats vilje for ikke at gå ned på det.

Jeg beundrer dem der er blevet fyret, som ret hurtigt startede op som selvstændige og fik banket en business op. Tænk engang. Det er mega sejt. Jeg ville ønske jeg havde kunnet det samme. Men jeg har på ingen måde haft overskud til at gå ud og banke på døren med min lille trækasse med appelsiner og spørge om der var nogen der ville købe noget.

For jeg har i virkeligheden heller ikke vidst hvad jeg skulle sælge.

Men tænk hvis Facebook har ret. Tænk, hvis jeg kunne leve af at skrive. Udelukkende. Så tror jeg faktisk jeg ville dø lykkeligt. Af grin.

Det er ikke dig, men mig…

Min nye blog og jeg har lidt startvanskeligheder i vores nye arrangerede 365 dages ægteskab. Det er som om, at hver gang jeg sætter mig for at skrive et indlæg, så dukker den her op:

…siger bloggen.

Enten har der været for mange børn i lejligheden lige pludseligt. Eller også har mit strømkabel været væk, for først at dukke op to timer senere, hvor det så IKKE passede at blogge. Eller. Også. Er der KÆMPEkrise, fordi yngstebarnets yndlingsfodbold er skudt over et hegn ud mod togbanen og hvis der ikke ydes akut førstehjælp til at finde bolden, så bryder helvede løs og i hvert fald lidt svært at skrive imens der vræles. Eller. Også. Så falder ældstebarnet og brækker armen. Eller. Også. Så ridser jeg min hornhinde i det øje, hvor jeg ikke er nærmest blind, men klarer mig med en -7.00 linse. Ja, jeg er nærmest blind på mit ene øje, så hvis ikke det andet virker, så kan jeg ikke se. Som I: jeg.er.blind. Det er ikke engang en dårlig joke.

Dette er et kort rids af mine dage siden 7. september, hvor jeg sidst havde ørenlyd og et par hjerneceller at rutte med.

Som dagene er gået har jeg haft det sådan her:

…og tænkt: “aaaaaarg, er det ikke ligemeget? Der er alligevel ingen der læser med. Skulle jeg ikke bare blive på diskoteket ovre på Facebook? Det er ikke som i de gamle blogdage. Tingene er anderledes nu. Jeg er jo heller ikke særlig opfindsom eller velskrivende.

Bla. Bla. Bla. Bla.

Det må være vilkårene for at starte på en bar røv.

 

Eksil og nye blogregler

Man kan ikke bare sige, man gør noget – og så ikke gør det. Men det gør man så alligevel. Og så er det man må kigge på årsagen. I mit tilfælde, hvorfor har jeg så ikke blogget hver dag, som jeg ville? Og rager det egentligt nogen? Og gør det egentligt noget?

Ja. Det gør det. Det rager mig. Det irriterer mig. Det er nederen.

Men hvorfor har jeg så ikke gjort det? Blogget hver dag.

For det første har jeg været i en form for eksil siden juni 2015, hvor jeg fik en fyreseddel. Den eksil har været svær at ryste af kroppen. Så er jeg blevet skilt og skal ind i en ny rytme. Det er åbenbart sværere end at opfinde glødelampen. For mig i hvert fald. Og sidst men ikke mindst, så har jeg festet en del ovre på Facebook og er derfor vant til de kortere mere tju-hej-agtige skriverier. Nu skal jeg vænne mig til at sidde til bords med alle jer potentielle læsere, hvor jeg som vært, skal diske op med en middag. Det er ikke som på Facebook, hvor stemningen er som et diskotek. Man flagrer rundt, siger hej, danser lidt, spiser en pindemad, drikker en hurtig øl og får sig et godt grin med en man ikke kender.

Meget symbolsk har jeg fået mig et langt spisebord i min lejlighed, så jeg hver dag bliver mindet om, hvor dejligt det er at spise en middag med folk man godt kan lide. Og fra sidste gang jeg bloggede aktivt, så var det nogle virkelig sjove middage vi fik holdt os der. Jeg nød det.

Så. Konklusionen må være, at den nye blog-regel træder i kraft; hvis ikke der blogges hver dag, så nulstilles de 365 dage og jeg skal starte forfra.

Og sådan er det.

Det der skete var…..

Jeg fik ikke blogget i går. Selvom jeg skal blogge hver dag. I 365 dage. Men som tidligere skrevet, så er det goddamn umuligt for mig at finde rytmen (og ansvarligheden åbenbart), når ungerne ikke er hos mig. Således opstemt brugte jeg lørdag aften på at drikke hvidvin og tage en tur ned af memorylane sammen med Spotify. Mage til dejligere aften skal man lede længe efter. Jeg glemte bare at gå i seng før kl. 4.00 og jeg prøvede også at fortrænge undervejs, at jeg blev hentet kl. 8.00 for at tage til et arrangement, der endte med at vare til kl. 19.00. Og der var jeg NØDT til at lave aftensmad og så var jeg NØDT til at sætte mig ned i en dyne med et slags 1000meter blik, hvor jeg syntes at lede efter lidt mere end de der to timers søvn jeg havde med mig fra kl. 4.00 den foregående nat.

Den ansvarlige blogger ville selvfølgelig have blogget undervejs i løbet af dagen, men jeg, slamberten, brugte hele dagen på at se frisk og ædru ud og da min aftensmad lå godt i maven i går aftes, så var det mere en kamp om at holde øjenlågene åbne end at ramme tasterne på computeren.

Øjenlågene vandt.

#oppåhesten